Quick guide · 6 min
Holdets statistik: situationer, skudtyper, EffR og zoner
Under Holdets indstillinger → Statistik sætter I holdets eget sprog for kampen. Du behøver ikke røre noget — Tempos standard virker fra første kamp. Ret kun, hvis I taler om kampen på en anden måde. Indstillingerne gælder holdet, så alle holdets trænere ser de samme tal.
Find Statistik under Holdets indstillinger
Tryk på holdets navn øverst → Holdets indstillinger, og rul ned til Statistik. Hver indstilling er foldet sammen, og linjen viser, hvad der står nu — fx »8 i vælgeren« eller »Tempos standard«. Tryk på linjen for at åbne den.
- Situationer: hvad man kan vælge efter et skud.
- Skudtyper: holdets egne skudtyper og teknikker.
- EffR-opsætning: hvad hver hændelse er værd i spillernes EffR.
- Zoner på banen: hvor grænserne mellem fløj, back og midte går.
Der er altid en vej tilbage: en situation kan slås til igen, og EffR og zoner har knappen »Tilbage til Tempos standard«.
Situationer: holdets egen liste
Spørger profilen om »Situation« på Basic eller Avanceret, vælger den der registrerer fra en liste efter skuddet. Her bestemmer I, hvad der står på listen. (På Kun kontra bruges listen ikke — dér er det bare »Kontra« eller »Ikke kontra«.)
Listen har to grupper: Kontra (1. bølge, 2. bølge, hurtig midte) og Stationært spil (aftalt spil, frit spil, gennembrud, returbold, efter frikast).
- Slå en type fra, hvis holdet ikke bruger den. Den forsvinder fra vælgeren for alle, der registrerer holdets kampe — dig, kampstyringen og statistikerne.
- Tilføj jeres egen: skriv navnet under »Ny type« (fx »Kryds på fløj«), vælg Gruppe og tryk »Tilføj type«. Den får mærket Egen.
- Skjult er ikke slettet: skud, der allerede har typen, beholder den, og statistikken viser den stadig. Derfor er der ingen slet-knap.
- Resultatet står under »Se statistik« på kampen, i kortet Situationer: mål og skud efter hvad der gik forud, afstand og tilstand.
Egne typer kan ikke sammenlignes med andre hold. Brug Tempos typer, hvor I kan, og gem jeres egne til det, der er særligt for jeres spil.
Skudtyper: holdets egne
Spørger profilen om »Skudtype og teknik« (profilen Avanceret gør det), vælger den der registrerer efter skuddet: Hopskud, Standskud eller Underhåndsskud — og teknikken: Almindelig, Studs, Skrue/gevind, Lob eller Pareret ind.
Under »Skudtyper« tilføjer I holdets egne — både skudtyper og teknikker. Skriv navnet og tryk »Tilføj«. De kommer efter Tempos egne i arket hos alle, der registrerer holdets kampe — dig, kampstyringen og statistikerne.
- Skjult er ikke slettet: slå en egen type fra, så forsvinder den fra arket, men skud, der allerede har den, beholder den og navnet.
- Resultatet står i kortet »Skudtype og teknik« på kampen og i sæsonen, og i målmandens opdeling — holdets egne efter Tempos, med navn.
- Et forkert svar rettes under »Seneste registreringer«.
Skudtypen er med i Advanced-pakken. Egne typer kan ikke sammenlignes med andre hold.
EffR: hvad hver hændelse er værd
EffR (Efficiency Rating) lægger spillerens hændelser sammen til ét tal pr. kamp, delt i Offensiv, Defensiv og Disciplin. Under »EffR-opsætning« bestemmer I, hvor meget hver hændelse tæller.
Skriv et tal ud for hændelsen og tryk »Gem«. Fortegnet ligger fast — I bestemmer hvor meget, ikke om noget tæller plus eller minus. Så kan et rødt kort aldrig blive et plus ved en tastefejl.
- Tallet skal være mellem 0 og 5 med én decimal. 0 betyder, at hændelsen ikke tæller.
- Tempos standard er fx mål +1,0 · assist +0,7 · brændt skud −0,4 · redning +1,0 · parade +0,8 · teknisk fejl −0,7 · rødt kort −2,0. Hele listen står i guiden »Efter kampen: forstå statistikken«.
- Står der »ved en chance på 50 %« under en linje, skaleres tallet efter chancen — se næste trin.
- Ændringen gælder holdets EffR alle steder — spillersiden, holdets ark, kampens spiller og spillernes egen side — også i kampe, der allerede er spillet.
Vil I belønne forsvarsarbejde mere, så skru op for Parader og Bolderobring. Vil I straffe tekniske fejl hårdere, så sæt dem fra 0,7 til 1,0.
EffR: chancernes sværhedsgrad
Et mål fra distancen er sværere end et mål på kontra. Derfor spørger opsætningen under »Chancernes sværhedsgrad«: hvor ofte går sådan et skud normalt ind hos jer? Ét tal pr. chance, mellem 5 og 95 %.
Tempo regner resten ud: jo lettere chancen er, jo mindre giver et mål, og jo mere koster et brændt skud. For målmanden er det omvendt — en redning på en let chance giver mest, og et mål imod fra distancen koster mest. De fire små tal under hver chance (Mål, Brændt, Redning, Mål imod) viser, hvad tallet giver.
Tempo kender chancen fra hændelsen (straffe, kontra) eller fra hvor på banen skuddet blev taget. Det sidste kræver, at profilen spørger om »Zone på banen« — og for målmanden »Modstanderens skud«. Et skud uden position tæller som en chance på 50 %.
- 7 m (straffekast): 75 % · Kontra: 85 %.
- Tæt på / indover (inden for 8 m, foran målet): 70 %.
- Fløj, god vinkel (30–50° til mållinjen): 65 % · Fløj, spids vinkel (under 30°): 45 %.
- 9 m (8–11 m fra målet): 40 % · Distance (over 11 m): 25 %.
Med Tempos standard giver et mål fra distancen +1,5 og et mål på kontra +0,3. En brændt kontra koster −0,7, et brændt distanceskud kun −0,2 — og en straffe-redning giver +1,5.
Zoner på banen
Zonerne afgør, om et skud tæller som fløj, back, midte eller streg i statistikken. Tempos standard er midten 3,3 m ud til hver side og fløjen under 31°.
Træk i de runde håndtag på banen — eller brug skyderne under den — og tryk »Gem«:
- Midten: hvor langt ud til hver side midten går. Træk sideværts.
- Fløjen: alt under stregen fra målets midte er fløj. Træk op og ned.
- Inden for 9 m tæller spillerens egen position først, hvis den er sat. Ellers afgør stedet: skud fra målfeltet er streg, resten afgøres af zonerne.
- »Kopiér fra et andet hold« henter et andet holds zoner. »Gælder for alle klubbens hold« gemmer dem på alle klubbens hold — også hold, du ikke selv træner.
Zonerne gemmes ikke på skuddene — de regnes ud, hver gang statistikken vises. En ændring gælder derfor også kampe, der allerede er spillet: statistikken, InSight, livekortene, spillernes egen side og AI. Zone-editoren er med i Advanced.